Så stærk og samtidig så skrøbelig…

Ideen bag me:time.

 

Som voksen datter af en nu afdød forælder med alzheimers savende jeg som demespårørende ét samlet online univers, der kunne inspirere og motivere mig til bedre selvomsorg og indre balance i en travl, udfordrende hverdag med omsorgstræthed.

Et univers, der hjalp med tips til selvomsorg som pårørende samt et forskellige praktiske informationer omkring tiltag, man som pårørende kan få stor gavn af at kende til.

I min egen personlige situation fyldte udkørthed, tristhed, ensomhed og manglende glæde langsomt mere og mere i min hverdag som pårørende.

Kombineret med en evig dårlig samvittighed over, ikke at kunne yde omsorg 24/7 for min alzheimerramte forælder, løb jeg ekstra stærkt for at nå dagens gøremål.

Et tempo som gjorde mig syg fysisk og psykisk og yderligere medførte hukommelsesbesvær, vægt forøgelse, glemsomhed, udmattethed for blot at nævne nogle få ting.

Man skal være så stærk for et andet menneske og samtidig kan man føle skrøbeligheden fylde indvendig - fylde fordi man har mistet sin indre balance. Fylde, fordi man er i daglig sorg.

Med tiden som pårørende lærte jeg langsomt at genfinde min indre balance, ro og glæde igen. Jeg lærte at balancere bedre i hverdagen som demenspårørende. 

En personlig proces som jeg ønsker at dele med dig og inspirere dig med - i dit helt eget tempo - så du ikke glemmer dig selv, ligesom jeg gjorde.

Min forælder gik bort i sensommeren 2022 og med den triste bortgang, fyldes hverdagen nu med ekstra meget fokus på min selvomsorg - for at rette op på alle de følgevirkninger, jeg fik som pårørende i min omsorg for min kære demenssygdomramte forælder.


Metime ved havet.jpg

Små skridt hver dag…

…Med et ønske om at få mere mental overskud i min rolle som demenspårørende i hverdagen, begyndte jeg at gå lange gåture i naturen og brugte al min fritid ved havet. Helst alene for at kunne mærke efter og reflektere over mine egne tanker og bekymringer.

Denne stund i naturen blev min redning. Naturen og den “grønne omsorg” hjalp mig på vej til bedre mentalt overskud, hvilket siden hen inspirerede mig til at opstarte pårørende gåture på frivilligt basis.

At kunne dele tanker, bekymringer, sorg og glæde med andre ligesindede gjorde (og gør stadigvæk) en verden til forskel.

Mine personlige erfaringer finder du i Me:time.nu´s blog, og snart vil der komme en podcast med tips og råd fra udvalgte eksperter omkring vejen til bedre indre balance og selvomsorg.

Du finder også et naturgalleri, dato oversigter på demenspårørende gåture i Dyrehaven samt inspiration til gåture i smukke Danmark på egen hånd.

Små tiltag, som på hver sin måde forhåbentlig kan give dig lidt mere “me:time” og overskud i hverdagen i en svær tid i livet! Jeg håber, at kunne inspirere dig!

Kærlige hilsner,

Ditte Maria Høll

Mælkebøtten.

Mælkebøtten er logoet for me:time.nu.

En stærk og samtidig skrøbelig urt. Den kan vokse igennem asfalt - stærk som vores kære demensramte var. Skrøbelig når den afblomstrer og går i frø. Frøene flyver væk i vinden. Som minderne flyver væk hos vores kære demensramte. Minder, vi som pårørende søger at bevare i hjertet, - om dét som var - og samtidig kærre om det, som er.

Mælkebøtten symboliserer også den umiddelbare og meditative følelse og ro tankerne får, når frøene pustes afsted i vinden. En lille smuk påmindelse om at være tilstede - lige her og nu.

Skærmbillede 2021-07-04 kl. 21.22.25.png
 

Følg me:time.nu på Instagram